Hvad kan vi lære af Bernie Sanders’ ‘Big Organizing’? | Huset DeltagerDanmark

Resume og refleksioner på baggrund af bogen ”Rules for Revolutionaries”
Bernie Sanders’ primærvalgskampagne endte som en af de mest kraftfulde – og overraskende – i nyere politisk historie. To af arkitekterne bag den massive mobilisering udgav deres umiddelbare erfaringer lige efter arbejdet på kampagnen med ’Rules for Revolutionaries’.  Jeg ønsker her at præsentere og diskutere de centrale taktikker og tilgange, som udgjorde kampagnen. De viser tydeligt, at potentialerne er meget større for folkelig og politisk engagement – både over there og her. Men også at vi ikke må tro, at et præsidentvalg kan løse alle vores problemer.

I en tid hvor politik stadig i højere grad gøres til et professionelt spil, stod Sanders’ kampagne som en stærk opvisning af folkeligt engagement og nye former for politisk deltagelse. Tallene taler for sig selv.

Imponerende 75 millioner telefonopkald og 8 millioner sms-samtaler fra frivillige til vælgere i løbet af primærvalgene.100.000 lokale frivillig-events, heraf langt de fleste klassiske telefonbanker – men afholdt udelukkende af frivillige for andre frivillige. Bernie Sanders gik i et forløb på godt 15 måneder fra at være en rimelig marginaliseret politiker alleryderst på venstrefløjen i det demokratiske parti – med 3% navnegenkendelse i befolkningen – til at vinde 46% af de delegerede i primærvalget.

I Sanders-kampagnen var der hverken tid eller penge til at udrulle en traditionel field-kampagne til alle stater, hvor ansatte organisere styrer en opbyggelig koordinerings- og træningsindsats af frivillige og aktivister. Modsat Obamas præsidentkampagne i 2008, som havde været undervejs i længere tid, og som især efter primærvælgene fandt sin form – den såkaldte neighborhood team-model – opbygget af små enheder startet af ansatte organisere. Her skulle én ansat starte og hjælpe nye frivilliggrupper op, hvor det i tilfældet med Bernie-kampagnen var et par håndfulde ansatte som drev en totalkampagne med mere aktivitet i flere stater.

Selvom der blev taget kvantespring med implementeringen af en organiseringsmodel i præsidentvalgkampen i 2008, som man siden også har diskuteret blandt kampagnemagere herhjemme, er der helt andre former og helt nye erfaringer i den Sanders-kampagne, som nok bedst kan beskrives som en struktureret steppebrand. Kampagnen var i endnu højere grad end tidligere præsidentkampagner bygget op om frivillige ledere og super-volunteers – først og fremmest grundet to særlige omstændinger; meget få ansatte og massiv umiddelbar opbakning til Bernies budskab om ”en politisk revolution”.

Det er i sig selv grund nok til at stoppe op og spørge: Hvordan blev bevægelsen drevet frem og med så stor vækst?

Når internettet bliver vejen til teams og ansvar
Zack Exley og Becky Bond – forfatterne til bogen – var begge ansat som ledende arkitekter i den del af Bernie Sanders’ kampagne, som skulle mobilisere og aktivere vælgere med udgangspunkt i de støttelister, som allerede fra starten af kampagnen begyndte at få en hvis størrelse. En lang liste af folk fra hele USA som havde meldt sig som støtter på internettet, da Bernie Sanders annoncerede sit kandidatur for præsident i foråret 2015, men som endnu bare stod på en liste med emailadresser.

Missionen var at skabe liv i de 46 stater, som ikke skulle til stemmeurnerne som de første (med Iowa, New Hampshire, Nevada og South Carolina som de første fire). Her var der modsat de første stater ikke mange lønkroner, og de måtte derfor ty til radikale eksperimenter med digitale værktøjer, massiv autonomi til teams af frivillige og det, de selv har navngivet som ’Big Organizing’.

Løsningen blev fra starten masseinvitationer til online-lister om at påtage sig ansvar i en defineret gruppe eller opgave. Her hoppede interesserede så ombord i et planlagt conference call på nettet. Herefter fulgte et klassisk organiseringsarbejde om at forme et fællesskab om deres motivation og erfaringer, identificere de mest lederagtige i grupperne, forme en plan og et klart formål og så indtænke opfølgning og sparring med de ansatte efterfølgende – meget ofte pr telefon.

Det blev starten på en fortsat rejse, hvor flere og flere lag af frivillige grupper blev kernen i en distribueret organiseringsmodel, som havde én centraliseret plan om hvad der skulle ske, men hvor udvikling og det konkrete ansvar skete udi et stort netværk af frivillige og ledere – ofte med det digitale som omdrejningspunkt.

Simpelt og skalerbart – de centrale taktikker i kampagne
Kampagnen bestod af en række aktiviteter og greb, jeg vil gennemgå her:

  • I starten var kampagnens omdrejningspunkt forberedelsen til et fælles kickoff, hvor Bernie livetransmitterede et arrangement til hele USA, hvor autonome frivilligfester, organisationer og ja whoever kunne koble sig på og streame. I alt 2700 registrerede og offentlige forsamlinger.
  • Herefter fulgte et mål om at komme i gang med det eneste effektive i en præsidentvalgkamp – at tale med vælgere direkte en-til-en. Det skete igennem telefonbanker, som 100% var drevet af frivillige – og som fremgik af et online kort, som blev rundsendt til alle Bernie-sign ups i nærheden.
  • De endte videre med at udvikle et koncept for stormøder kaldt Barnstorms, hvor der efter et program med taler og forskellige inddragende spørgsmål til deltagerne – endte med to runder af asks til de deltagende: Vil du holde en telefonbank? For dernæst at lade værterne selv pitche deres telefonbank fra scenen med det samme for hele rummet – med hvad der dertil hører af særlige temaer, god mad eller en sjov setting. Eftersigende med en konstant udvikling af konceptet i bedste trial and error-stil, hvilket endte med en gennemsnitlig succesrate på 90%, der sagde ja til at deltage efterfølgende som enten vært eller rundringer. 1000 af sådanne stormøder blev afholdt i kampagnen – langt de fleste ledt og igangsat af frivillige selv.

Den digitale motorvej – teknik, selvuddannelse og mikrodonationer
Et centralt værktøj for at skalere arbejdet, var den såkaldte Bernie Dialer – et online caller-system vedligeholdt af frivillige kampagnefolk (med teknisk know-how), som totalt fjernede ventetid og automatisk fandt en registeret demokrat/vælger at ringe til igennem en central database. Senere også systemet Text for Bernie, som var et peer-to-peer system til sms-kontakt – 100% styret af online oplæring. Sådan kunne vælgere i alle stater fokusere deres hjælp til lige netop de stater, hvor der var primærvalg næste gang. Alle tekniske løsninger blev udviklet og testet løbende, i konstant feedback loop med brugere online og var en del af et princip om ”at løse problemer, når de opstår og ikke sidde fast med én løsning på et problem”.

Men som forfatterne klogt slår fast: Det digitale ændrer organiseringsformerne og gør skalering mulig i en helt ny grad – men det er de samme mennesker, som før mødtes i levende live og de samme regler, der gælder. Da man opfandt telefonen var der ikke pludselig noget der hed ”telefonorganisering” – og på samme måde skal vi se det digitale som hjælpemidler, ikke en anden verden.

Baggrundstæppet var ydermere især to nybrud. At der i stedet for rigtige træningsdage, som er kræver rejsetid og mandetimer, blev meget oplæring erstattet af selvuddannelse online igennem guides i hobetal, webinars med introduktioner og så også briefings med en frivillig på nettet, hvis man eksempelvis skulle skrive sms’er på vegne af kampagnen – for at sikre kvalitet og hindre useriøse gæster.

Et andet nybrud var de meget omtalte mikrodonationer, som ja nærmest væltede ind fra støtter i hele landet. Godt 1,4 milliarder kroner blev det til. Den vilde mobiliseringsindsats har helt klart både bidraget og nydt godt heraf. Her omtaler forfatterne selv en regel om, at man skal være ærlig i sin metode, for folk er sgu for kloge til at falde for smarte marketings-tricks – og har ikke noget imod at donere ind til en ikke-defineret konto, hvis sagen er vigtig nok.

Som sidenote kan nævnes – selvom det kan overraske noget – at langt de fleste midler faktisk stadigvæk blev brugt til traditionelle kampagneformer som reklamer. Bernie Sanders endte med at være den kandidat på begge sider af spektret, som brugte fleste penge på reklamer. Selvom dele af kampagnen havde set frivillig-lyset, var dem der sad på pengekassen mere old school.

Principperne for big organizing
Med de nævnte taktikker voksede kampagnen lynhurtigt. Fordi koncepterne var virksomme og nemme at gentage, kunne aktiviteterne skaleres op og spredes ud over hele landet. De navngiver deres tilgang ”big organizing” og kalder på et opgør med to tendenser, som præger det politiske arbejde i USA.

Den ene tilgang en for stædig insisteren på det langsommelige organiseringsarbejde ledt an af professionelle, dyre organisere. Hvad forfatterne kalder ”small organizing”, da der bruges flere ansatte pr. frivillig og der afsættes mere tid til oplæring. Den anden og nok endnu farligere tendens er at bruge de digitale platforme til bare at høste ”passiv støtte” i form af penge eller likes, som mere professionelle lobbyister så kan bruge. Efter sigende fordi man er skidetræt af frivillige og bare vil have deres penge og deres underskrifter som magtmiddel.

Deres grundlæggende pointe er ligeså enkel, som den er svær: Store massemobiliserende bevægelser kan udvide sig som en steppebrand, hvis man tør smide perfektionismen ud ad vinduet, lade frivillige få plads som ligemænd i en voksende kampagne og man heri kan finde gentagelige og effektive politiske taktikker, der når målet. En forudsætning er her en centraliseret plan – som nok er udviklet, eksperimenteret og underlagt feedback fra hele kampagnens forgrening – men som skal indeholde tydelige ”calls for acition” og simple former for at være med, der så kan gentages af frivillige i det uendelige. Det er distribueret lederskab formidlet og koordineret af de digitale platforme, men kun på klare opgaver og definerede roller. De ender med at formulere det således:

”Som organisers må vi foreslå en strategisk plan og invitere andre til at følge os. Lad vær med at bekymre dig om det er demokratisk – for hvis den plan ikke er god nok, vil få menneske følge trop.”

Et budskab der nok bryder med mange traditioner herhjemme. Det viser også inspirationen fra tech-miljøet, hvor der i stedet lægges vægt på det vigtige i at få så maksimalt med input førend beslutninger og de rigtige taktikker implementeres bredt, ligesom man samtidig skal skabe processer, der kan indsamle innovation imens kampagnen kører. Eksempelvis blev mange af taktikkerne foreslået og afprøvet af frivillige og så implementeret bredt i hele netværket senere – fra træningerne i Barnstorms, til de frivillige mentorer der hjælp frivillige på nettet samt meget af den tekniske infrastruktur.

De irriterendes tyranni
De to forfattere præsenterer et andet begreb og en central erfaring fra kampagnen, som virkelig gav genklang hos mig og som alle, der har været aktive i et parti eller en organisation, nok kan genkende. At der findes særlige typer, der tiltrækkes af det politiske arbejde, og som i mangel på bedre ord, er irriterende for langt flertallet af de deltagende og en hæmsko for arbejdet.

På trods af de allerbedste intentioner og at de sikkert er skønne mennesker privat, ender de med at afspore debatterne, skræmme andre frivillige væk eller lave for lange indlæg om noget der ikke rammer skiven. Kampagnen er for vigtig til at være konfliktsky, og når mennesker risikerer at ødelægge et team eller et projekt skal man gribe ind og i sidste ende være klar til at beskytte gruppens projekt.

Forfatternes simple råd er, at man altid skal give mikrofonen til dem, som ikke har været politiske aktive i mange år og heller ikke de mest ivrige. Med simpelthen at spørge ud i rummet med håndsoprækning til stormøderne, kunne de finde og høre motivationer fra folk, som for første gang handlede politisk. Det er alligevel dem som har de bedste historier med, var deres erfaring – især hvis man vælger nogle af de grupper, som oftere er marginaliseret fra den politiske samtale.

Budskabet slår altid metoden – og får styrke af en unik kontekst
En pointe som forfatterne hiver frem, men som ikke er bogens egentlige omdrejningspunkt, er, at det vigtigste våben jo i virkeligheden ikke var alle de digitale innovationer, de tekniske løsninger eller strategier i kampagnen. Det var derimod fortællingen om den politiske revolution, som skabte håb og som kunne sælge billetter. Folk sukkede efter et big ask og et politisk projekt, der kunne omsætte en udbredt mistillid til det etablerede politiske system til handling. Dette også et opgør med den del af organiseringstraditionen, som først vil løse ’den manglende kaffemaskine’ og så vinde større og større sager. Det sætter unægteligt en række dilemmaer op for kampagnearbejde og om hvad vi skal samles om. For hvad hvis folk vil have radikale ændringer på store problemer?

Dog står det helt klart, at det ikke er metoderne – men sagen – som fik folk til at kvitte deres jobs og tage del i kampagnen. Her kan vi ære af de unikke metoder fra Sanders-kampagnen og samtidig insistere på, at alle store sociale bevægelser og politiske kampagner starter og slutter med det politiske projekt og den kontekst de er svar på. Man kan altså ikke bare tage en værktøjskasse ned fra hylden, hvis man vil opnå samme resultater.

Præsidentvalget synes samtidig at være en kampagneform med et lige-ud-af-landevejen mål og fortælling – at vinde præsidentvalget – og med et meget simpelt middel – at overtale vælgere. De politiske taktikker og den politiske fortælling er derfor soleklar og genkendelig. Sådan udgør parlamentariske valg i sin essens en motorvej for big organizing, og især hvis kandidaten kan repræsentere ’en anden kurs’ og ikke er hæmmet af at være fedtet ind i kompromissernes kompleksitet. Et unikt aber-dabei i sammenligningen med USA er dog den systematiske vælgerregistrering hos partierne, der giver markant bedre mulighed for at tilgå vælgere personligt end herhjemme.

Imellem mobilisering og lederskabsudvikling
Bogen er skrevet hurtigt, i et halvdårligt sprog og er fuld af gentagelser. Alligevel er den udtryk for nogle fuldstændig centrale erfaringer i forholdet mellem det langsommelige arbejde med at udvikle ledere og så et akut behov for effektive kampagne, der kan engagere mennesker i tusindfold om fælles mål. Her leverer bogen vægtige indsigter i anden del – om at få ting til at vokse. Erfaringer som vi i Danmark også kunne bruge.

Hvor var kampagnen mod DONG endt, hvis der var gået big organizing i den – i stedet for en isoleret manifestation og mange underskrifter? Hvordan ville partiernes kampagner se ud, hvis man reelt skaber big organizing frem mod næste folketingsvalg, og man for alvor fik udrullet frivilligteams orkestreret af online værktøjer? Samtidig har mange folkelige organisationer gang i arbejde om både velfærd, uddannelse og pensionsalder, som de også håber vokser eksplosivt.

For jeg er overbevist: En ambitiøs, håbefuld og indtil for nylig marginaliseret outsider kunne have vundet den demokratiske nominering, hvis marginalerne var faldet ud anderledes. Men løser det vores problemer? Er det nok? Lad os sige at Bernie havde vundet selve præsidentvalget, som forfatterne omtaler som ”revolutionen”. Der ville han stadig blive mødt af en mur af modstand fra det parlamentariske system og ville have mere end svært ved at omsætte sit politiske program.

Spørgsmålet er jo ikke kun, hvordan vi kan vinde én kampagne med en effektiv totalmobilisering, men ligeså meget hvordan vi skaber ”mange Bernie’r”. Så de mange valgkampsaktivister ikke går slukøret tilbage på sofaen, men finder en platform og et fortsat arbejde at vokse i. Her skal vi nok supplere og udbygge indsigterne fra Sanders’ kampagne med det lange seje træk. Vi skal udvikle ledere der kan gå forrest næste gang og vi skal finde nye repræsentanter for vores fag, vores foreninger og vores partier, så der på alle niveauer kan skabes bevægelse, og slutteligt skal vi opbygge stærke organisationer, som også over tid kan skabe holdbare forandringer.

Så banen er kridtet op: Hvordan skaber vi organisationer og kampagner, der i den rette blanding og dosering, kan bevæge og motivere store folkemængder i store kampagneforløb og så et langsommere, lærerigt udviklingsarbejde af nyt lederskab? Og hvordan befrugter den ene tilgang den anden?

Begge tilgange har dog én ting til fælles, som bogen om noget beviser: At frivillige, aktivister og ledere der pludselig popper op i kampagner med garanti har flere livserfaringer, bedre historier og flere evner end du kan forestille dig. Det er de kræfter, vi som organisere skal bygge på og sætte i spil.