af Rune baastrup, direktør i DeltagerDanmark og Mikael Bellers Madsen, projektleder i CONCITO.
Vi har travlt. Inden for få år skal Danmark næsten firedoble sin hastighed i den grønne omstilling
ift. perioden siden 1990, hvis vi skal leve op til målsætningen om at reducere
drivhusgasudledningen med 70% inden 2030 og blive C02 neutrale i 2050. Vi står altså overfor at
skulle accelerere den grønne omstilling kraftigt. Ikke mindst på grund af stort folkeligt pres er
regering og lokale myndigheder, herunder kommunerne, nu pålagt en bunden opgave. Det betyder
blandt andet, at kommuner skal fremlægge troværdige og lokalt tilpassede klimaplaner, der kan
bidrage til at sikre, at Danmarks nationale og internationale forpligtelser overholdes. Opgaven med
at udforme en ambitiøs og effektive omstilling bliver ikke nem, og kommer til at indebære svære
afvejninger og valg.
Der tales typisk om tre veje at gå i den grønne omstilling: Lovgivning, teknologi og deltagelse.
Hver af de tre strategier giver selvstændige bud på, hvordan vi kan opnå en grøn omstilling. Med
lovgivning refereres der eksempelvis til øgede afgifter på udvalgte produkter og en række andre
strukturelle omlægninger. Med teknologi henviser der blandt meget andet til en omstilling af
energisystemerer. Og endelig dækker deltagelse over civilsamfundsaktiviteter, der påvirker den
kollektive adfærd og værdisætning. Selvom de tre strategier markerer forskellige veje at gå, står det
samtidig klart, at ingen af dem i sig selv kan lede til det ønskede resultat indenfor den givne
tidsramme.
Fælles for de tre strategier er også, at de på hver deres måde vil berøre os som borgere. Vi kommer
ikke udenom, at de drastiske emissionsreduktioner vi står over for, kommer til at kræve væsentlige
adfærdsændringer og markante ændringer i den førte politik. Alle tre strategier og
implementeringen af de løsninger, de vil munde ud i, vil derfor også afhænge meget direkte af
borgernes velvilje og mandat. Og selvom danskerne generelt er både bekymrede for klimaet og
optagede af at få det højt op på den politiske dagsorden, må det høje bekymringsniveau ikke
forveksles med en deraf følgende bred velvilje overfor de konkrete forandringer og
adfærdsændringer, som den grønne omstilling vil kræve.
Et eksempel på en lovgivningsstrategi, der slog eklatant fejl var regeringens nylige forslag om to
kødfri dage i den statslige administration. Danskerne spiser meget kød, og det bidrager til vores
meget høje klimaaftryk, men kødindtag forbindes også med livskvalitet og identitet, og da forslaget
kom ud af det blå og uden forudgående dialog med andre partier, organisationer og kantiner, blev
det mødt med massiv modstand. Et eksempel på en problematisk teknologitilgang.er diskussionen
om placeringen af vindmøller, der har givet anledning til fænomenet “not in my backyard”.
Vindmøller er i udgangspunktet et eksempel på den slags teknologiske løsninger, som de fleste
borgere og beslutningstagere efterspørger flere af. Vindmøller leverer grøn energi og de er en
gevinst for arbejdspladser, eksport og den danske økonomi.
Men vindmøller er også grimme, de støjer og tager udsigten. Det er i al fald nogle af de
synspunkter, man støder på rundt om i lokalsamfund, hvor møllerne placeres. Eller foreslås
placeret, for over de sidste år er flere projekter blevet udskudt eller forkastet netop på grund af
modstand fra borgergrupper.
Eksemplerne ovenfor illustrerer, at selvom vi herhjemme ikke har set optøjer i stil med de gule
veste i Frankrig, så kan modstand mod grønne løsninger være svære at undgå, hvis man vælger en
klimapolitisk strategi, der udelukkende lægger vægt på lovgivningsmæssige og teknologiske
løsninger.
Og her ligger måske den største udfordring for den grønne omstilling begravet. Sagt lidt firkantet,
så bliver det afgørende for myndighederne, herunder kommunerne, at de aktivt arbejder på at få
borgerne med ombord i alle faser af omstillingen for at hindre modstand, men ikke kun det. At
fokusere målrettet på de komponenter, der kan sikre en bred og dyb folkelig forankring er også
centralt for at opnå den nødvendige acceleration af den grønne omstilling.
Og hvordan sikrer vi så denne forankring? Svaret ligger i den tredje strategi – deltagelse. Både
forskning og praksis viser, at ved at arbejde målrettet med at øge borgernes kollektive deltagelse i
omstillingen og fremme organiserede og handlende fællesskaber, kan man opnå den følelse af
medejerskab over forandringerne, som er en forudsætning for 1) at udvide mandatet til den
vidtgående omstilling, 2) at accelerere omstillingen på scope 3 niveau ved at borgere, virksomheder
og organisationer begynder at tage ejerskab over reduktionen af egne udledninger og 3) at mindske
protester mod implementering af konkrete løsninger.
Den bagvedliggende mekanisme bag argumentet er simpel og kan betegnes som “deltagereffekten”.
Pointen er, at jo mere vi som borgere selv er med til at træffe de beslutninger, der også kommer til
at berøre os selv, jo mere vi forstår og selv kan bidrage til at forme beslutningen, desto større
medejerskab føler vi og desto større gener er vi også villige til at acceptere.
Et positivt eksempel på hvordan deltagereffekten allerede gør sig gældende på klimaområdet kan
findes i Rebild kommune, hvor lokale ildsjæle for år tilbage stillede sig i spidsen for at samle
kommunens borgere om den grønne dagsorden. Ide-mageren Sussi Handberg fik blandt andet
stablet på benene, at der i Rebild afholdes årlige klimauger, som fungerer som et samlende initiativ
for både kommune, virksomheder, organisationer og frivillige. Her mødes man for at blive klædt på
med ny og nyttig viden og for at diskutere og fremsætte grønne initiativer, der kan udbredes i
kommunen.
Over en årrække er involveringen i kommunens klimaprojekter således stødt vokset og ligeledes er
de grønne ambitioner og resultater. I Rebild er det civile engagement i omstillingen tiltaget så
meget, at det i dag er cirka en tredjedel af indbyggerne i kommunen, der tager del i aktiviteter
relateret til grøn omstilling. Blandt andet de lokale planer for jordfordeling illustrerer, hvordan en
kommune kan drage stor nytte af, at engagerede og målrettede civile aktører og grønne ildsjæle
tager ansvar i den konkrete udformning af klimapolitiske planer. Det var landmænd, skovridderen
og naturvennerne, der sammen blev enige, uden kommunen drev det. Resultatet af processen er, at
man får flyttet nålen på et af tidens store klima- og miljøpolitiske områder – udtagning af udledende
lavbundsjorde – på en måde, som møder opbakning i lokalbefolkningen.
Det afgørende for kommunerne ift. at bringe deltagereffekten i spil vil således være at finde og
engagere lokale ildsjæle og små fællesskaber på vej, som der er masser af derude, og styrke deres
netværks- lederkompetencer, så de kan organisere større fællesskaber, der kan generere nye
løsninger og accelerere adfærdsændringer. Og netop her har kommunerne en unik position, fordi de
i kraft af deres nærhed til borgerne, har muligheden for at samle og engagere borgere i lokale
fællesskaber, hvor viden og handling supplerer hinanden. Det ligger lige for at betragte eksempelvis
bibliotekerne som en mulig indgang til øget deltagelse og inddragelse, at sætte sig for at arrangere
indkøbsfællesskaber, hvor grønne ildsjæle identificeres, som vil være værter for grønne middage,
hvor borgerne mødes og diskuterer, hvad de kan gøre ved f.eks. madvaner, madspild og
transportvaner, at facilitere fællesskaber omkring træer, natur, jord og skov, hvor den grønne
omstilling forbindes med naturglæde og praktiske oplevelser og meget, meget mere.
Studier viser, at hvis klimaindsatsen kan føles, smages og lugtes,
kort sagt, giver mening i menneskers eget liv, øges trivslen og viljen til omstilling.
Den gode nyhed er, som CONCITOs Klimabarometer 2020 viser, at borgerne tilkendegiver en stor
velvilje i forhold til den kommunale klimaindsats, også når det gælder en dialog
med kommunen om borgerens eget forbrug og hverdagsliv. Og i øvrigt erkender et markant flertal, 64 pct. af
respondenterne, at livsstilsændringer i fremtiden bliver nødvendige. Dette overofor 13 pct, der
mener, at teknologi alene kan løse klimaudfordringen.
Det der står tilbage er, at kommunerne for at få mest ud af at arbejde med deltagelse, må placere sig
i en dobbeltrolle, hvor de både agerer vært og primær myndighed for den grønne omstilling. Det
betyder, at den enkelte kommune må påtage sig at agere vært for handlingsorienterede grønne
fællesskaber, der bringer lokalsamfundets almindelige borgere, centrale nøglepersoner og ildsjæle
sammen, at træne borgernes kompetencer inden for grønt lederskab og overlade til dem at beslutte
handlinger og mål. Og samtidig er der stadig behov for, at kommunen på de overordnede linjer
agerer myndighed og planlægger, der sætter klare grønne mål, herunder bidrager med viden om
tiltag, der reelt bidrager til emissionsreduktioner fra et dansk forbrugsaftryk, der er blandt verdens
højeste. Kommunen skal således tydeliggøre en retning, der går igen i alle centrale indsatser.
Teksten er forfattet af Rune Baastrup, direktør i DeltagerDanmark og Mikael Bellers Madsen, projektleder i CONCITO.