DeltagerDanmarks begynderguide til kommende podcastere

I DeltagerDanmark har vi nu i halvandet år arbejdet på at fortælle vores historier igennem lyd. Vi har lært meget, fejlet, blevet bedre, skabt samarbejder, og vi vil nu give vores erfaring og råd videre. Derfor tilbyder vi i DeltagerDanmark både workshops og undervisning i podcasting. Vi hjælper dig lige fra idégenereringen til produktionen og markedsføringen. Men først kan du læse vores begynderguide og komme i gang med produktionen allerede lige efter.
Start med hvorfor?
Allerførst, inden du tænker på jingles og mikrofoner, skal du spørger dig selv: hvorfor? Du skal kunne forklare dig selv og dine fremtidige lyttere, hvorfor lige netop denne her podcast er vigtig, før du konkretiserer, hvad den handler om, og hvordan den udfoldes. Kan du det, er du allerede godt på vej til at motivere og engagere dine lyttere. Lad derfor dit hvorfor styre dig igennem produktionen, så det ikke kun er tydeligt for dig selv, men også bliver det for dine lyttere.
Find din geniale idé
Du ved, hvad der er vigtigt og hvorfor. Så tag ja-hatten på, find de gule post-its frem og hiv fat i dine mest kreative kolleger. Start med en åben tilgang, så alle ideer kommer op på tavlen. Når I brainstormer, kan I tage udgangspunkt i de vigtigste historier og nyheder, som I lige nu bruger tid på at kommunikere. Hvordan ville de historier udspille sig i en podcast?
I en brainstorm arbejder man med at åbne op og lukke ned. Når man finder på alverdens idéer, åbner man op, og når man vælger at gå med en idé, lukker man ned. Når idéen er besluttet, kan I begynde at konkretisere den med indhold og format.
Gå på opdagelse i genrer
Nu skal du finde ud af, hvordan du laver dit hvorfor om til konkret indhold. Til det kan du starte med valg af genre. Det kommer nemlig meget an på, hvordan din arbejdsproces kommer til at blive, om du vil bruge tid på at finde eksperter til din podcast, eller om du vil lægge din tid i detaljeret klippearbejde. De mest udbredte podcastgenrer er:
- Den samfundsfaglige (Orientering)
- Den videnskabelige (Hjernekassen)
- Den underholdende (Mads og Monopolet)
- Den emnestyrede (Detox din hjerne, der handler om sundhed)
- Radiomontagen (Third Ear)
Der findes derudover selvfølgelig også en masse andre genrer, og man kan sagtens kombinere flere genrer, ligesom podcasten Den korte Radioavis både er samfundsfaglig og underholdende.
Find formatet
Når du har valgt din genre, skal du tage stilling til formatet. Genren lægger sig som regel op at et format, men igen kan du kombinere, som det giver mening for netop din podcast. De mest udbredte formater er:
- Samtalen (To eller flere faste værter diskuterer og reflekterer over et givent emne)
- Interviewet (En eller flere værter interviewer forskellige kilder fra afsnit til afsnit)
- Panelet (Et panel diskuterer og reflekterer over et givent emne)
- Ekspeditionen (Podcastens vært er ude af studiet og undersøger et givent emne)
Dine lyttere
Det virker måske åbenlyst, hvem du gerne vil ramme med din podcasts. Men selvom din målgruppe står klart for dig, så kan det være en god idé at skrive det ned. Som start kan du beskrive
- Geografiske forhold: Land, by, bydel.
- Demografiske forhold: Alder, familie, køn, uddannelse, job.
- Psykografiske forhold: Værdier, interesser, politisk orientering.
- Medievaner: Hvilke andre podcasts og radioprogrammer dine lyttere bruger? Så kender du også dine konkurrenter.
Når du har styr på målgruppen, har du et konkret afsæt til udviklingen af din podcast. Jo bedre du kender din målgruppe og deres vaner, tanker og aktiviteter, jo bedre kan du nå ud til dem.
3, 2, 1: Klar til optagelse?
Når du har udtænkt din idé, skal du lave en plan for din podcast. Først skal du tage stilling til omfang: Hvor lang tid skal hvert afsnit være, og hvor ofte skal afsnittene udkomme? Vi anbefaler, at podcast-længden højst er 30 minutter. Når man er nystartet podcaster, kan et afsnit om måneden være passende. Du kan altid skrue op for produktionen, når du får flere lyttere. Når du har fået mange lyttere og gerne vil udgive oftere, kan du forproducere fx 10 afsnit og udgive dem med en uges mellemrum. På den måde fastholder du lettere dine lyttere.
Du kan nu planlægge podcastens forløb. Vi anbefaler, at du laver et manuskript til værten og et storyboard (en oversigt over, hvilke elementer der kommer hvornår i podcasten) til hvert afsnit.
Det tekniske (den korte version)
Specielt tre ting er vigtige for din produktion: En recorder, et redigeringsprogram og en jingle.
Det udstyr, vi kan anbefale dig, som er bedst til prisen er en Zoom H4N eller Zoom H6N. Det er en god lydoptager, som er simpel at anvende og har flere forskellige optagemuligheder. Nogle vælger at bruge deres telefon, men det fraråder vi dig fra at gøre, da det er svært at justere lydniveauet undervejs, og udfordrende hvis du har mere end én medvirkende i din podcast.
Til klipning og redigering anbefaler vi programmet Hindenburg, som er simpelt og intuitivt opbygget. På deres hjemmeside er der mange brugbare guides til, hvordan du finder og bruger deres værktøjer og genveje.
Dine lyttere skal kunne genkende din podcast på din jingle. Der findes forskellige hjemmesider, hvor du kan købe rettighederne til musik, og endda hjemmesider hvor du kan finde musik helt gratis. Youtube har for eksempel en kanal med en uendelig mængde af gratis musik. Her skal du dog være opmærksom på, at du ofte skal kreditere kunstneren ved navns nævnelse i din podcast-beskrivelse.
Hertil kan du indtale en beskrivelse til din podcast, som kan indsættes henover jinglen i starte, og en nævne afsendere af podcasten i slutningen.
Udgivelse
Inden du starter med at uploade din podcast, skal du lave en beskrivende tekst, finde et billede og eller et logo til din podcast. Når du skal udgive din podcast, er der forskellige måder at gøre det på. Vi anbefaler, at du uploader din podcast til iTunes eller til Spotify, som begge er to store platforme for podcast. Men iTunes er klart lytternes foretrukne podcastplatform. Derudover kan du overveje den nye podcasttjeneste Podimo, hvor medlemmernes brugerbetaling bliver fordelt mellem dig som producent og Podimo.
Men allerførst skal du uploade din podcast til en “host”-side, som bliver din “vært” for din podcast, hvor eksempelvis iTunes henter din podcast fra. Her kan du blandt andet bruge Soundcloud, Podbean, Podomatic og mange andre.
Del din podcast
Når du har udgivet din podcast, kan du dele dit indhold på sociale medier. Du kan med fordel oprette en Facebookside eller -gruppe, hvor du annoncerer nye afsnit, laver updates og tager dine lyttere med ind i dit spændende podcast-eventyr.
Det kan virke som en mundfuld at komme i gang, men alt det hårde arbejde ligger i begyndelsen. Lige så snart du har fået styr på alt det, vi guider dig til her, så vil du opleve, at det bliver både nemt og sjovt at producere og udgive podcast.
Rigtig god fornøjelse!
Lyt til produktioner af DeltagerDanmark