Landet over leder kommuner efter nye måder at skabe fælles løsninger sammen med borgerne. En form for gensidig borgerservice, borgerne og kommunen imellem. Slagelse Kommune er langt fremme med forsøg med borgerbudgetter, en aktiv strategi for borgerdreven innovation, samskabelse og aktive borgere i landdistrikterne.

Men udfordringen er den samme som mange andre steder. Hvordan sikres reel samskabelse, så det ikke bare er et fluffy buzzword der kobles på et projekt, som reelt set bare styres oppefra og ned?

I efteråret 2016 indgik Slagelse Kommune og DeltagerDanmark et samarbejde, hvor vi sammen ville forsøge at arbejde med nye tilgange til at starte processer op, styrke fællesskaber lokalt og agere kommune på en ny måde. Projektet tog udgangspunkt i Slagelses hidtidige erfaringer, som ikke mindst var, at opstarten af nye indsatser og de lokales reelle ejerskab er afgørende.

Det overordnede mål for kommunen var at understøtte og aktivere et stærkere fællesskab lokalt for at øge trivsel og lokalt samarbejde. DeltagerDanmark fungerede som rådgiver og, i mindre grad, som underviser af medarbejdere i historiefortælling, relationsopbygning og kreativ strategi, der byggede på borgernes egne ressourcer.

Borgerne skal med helt fra starten og kommunen skal tage ansvar for at etablere en relationel infrastruktur

De principper, vi udviklede sammen, handlede ikke mindst om tilgangen til problemløsningen.

1. Hvis kommunen satte både mål og indikatorer og først derefter engagerede borgerne, er de allerede startet skævt. Først når borgerne bringes helt ind i kernedefinitionen på både problem og løsning er der tale om samskabelse og dermed reel borgerværdi. Derfor starter samskabelsen allerede, når kommunen begynder at tænke på en kommende indsats.
2. Der findes ingen opskrift på fællesskab. Det skal samskabes af borgere og naboer, der mobiliserer hinanden. Derfor er der brug for en relationel infrastruktur. I Slagelse valgte man at kalde det en infrastruktur fordi det antages, at naboer kan mobilisere naboer. Det kan kommunen ikke. I stedet kan kommunen tage ansvar for at etablere en relationel infrastruktur, som muliggør den fælles handling mellem naboer.

Hvordan undgår den kommunale medarbejder at tage ansvaret fra borgerne eller sætte kommunens legitimitet over styr?

Hvis man vil skabe en relationel infrastruktur er konsekvensen, at man er nødt til at gentænke den kommunale medarbejders rolle. I samskabelses-øjemed defineres den kommunale medarbejders rolle ofte som facilitator. I Slagelse gik man skridtet videre med ’den samskabende medarbejder’.

Tre trin i etableringen af den relationelle infrastruktur

I Slagelse Kommune arbejdede de med tre trin som nødvendige for at etablere den afgørende relationelle infrastruktur.

1. Det første trin handler med folkeoplyseren Christian Kolds ord om at oplive fremfor blot at oplyse: Hvad synes vi er ubærligt? Hvad skal laves om? Men også: hvor er ressourcerne og kilderne til håb? Med sådanne spørgsmål arbejder man med at fremmane en påtrængende nødvendighed, en brændende ambition og et tydeligt håb.
2. Det andet trin handler om lederskabsudvikling: De fleste lokalsamfund har ildsjæle, men de står  tit alene og har svært ved at få andre med. I Slagelse arbejder man på at understøtte eksisterende ildsjæle, men også målrettet på at identificere, rekruttere og træne nye ledere – gerne fra andre aldersgrupper og grupperinger end de i forvejen aktive. Det gøres gennem DeltagerDanmarks greb, 1:1 samtaler, lyttemøder og træning.
3. Det tredje princip er tilbagetrækning. Selvom vi ved, at fællesskabs-opbygning i lokalområder kun lykkes med lange træk, så er det vores mål at trække os tilbage så snart det er muligt. Ved hele tiden at have det mål i sigte forpligter vi os selv til den nødvendige lederudvikling.

På rette vej med modige borgere

Mens DeltagerDanmarks involvering i projektet er afsluttet, er arbejdet i de små fællesskaber i Slagelse stadig igang. Investeringen i relationer og folkelig kapital er en langsommelig proces, ikke et quick fix. Men i Slagelse har man alligevel målt det, der kan måles. Et eksempel er borgermøder: i stedet for at måle på, om borgerne var ’tilfredse’ med mødet (hvor kommunen ofte fylder meget) undersøger man i stedet, om folk er motiverede for – og bedre i stand til – at handle. Efter ét møde sagde 80 procent, at de havde medindflydelse på beslutningerne til mødet, 64% følte sig bedre i stand til at gøre en indsats i lokalsamfundet efter mødet og 90% sagde at ‘mødet har givet mig mod på at gøre en forskel i lokalområdet’. Det er stadig langt fra mål, men alle vigtige forandringer starter med en gruppe mennesker, der vil forandring og tror på, at de selv kan (være med til at) gennemføre den.

Se den fulde artikel på kommunen.dk: her