I går skete noget ret så fantastisk, som vi har glædet os meget til at dele med resten af verden:
Velux Fondene lancerede i går, den 4. maj “70i30” – en millioninvestering i klima og den grønne omstilling i Danmark. 321 millioner er blevet fordelt på uddannelse, viden og kommunikation og folkelig engagement.
Vi har i DeltagerDanmark fået opgaven at skabe folkeligt engagement, som kan skubbe til den grønne omstilling. Klimakrisen er en kompleks størrelse, som kræver mange forskellige indsatser, og vores bidrag til kampen består af at skabe, udvikle og understøtte stærke nationale og lokale fællesskaber.
Over de næste fem år vil vi arbejde på at engagere over 100.000 tusinde danskere i grønne fællesskaber. De fællesskaber skal først og fremmest gøre en forskel i CO2e-udledningen, og så skal de skabe det politiske mandat, der også er brug for, hvis vi skal nå klimamålene. Og vi kommer til at stå på et solidt fundament af viden med både Aalborg Universitet og den grønne tænketank Concito i ryggen, der også er en del af 70i30.
Vi glæder os til at gøre klimakampen til folkeeje, og vi er faktisk gået i gang. Nedenunder kan du læse om alle de ting, som allerede er sat i søen, og som vi arbejder på.
Du kan også besøge gørdkgrøn.nu, hvor du kan læse mere om vores mål, hvordan vi ser forandringen ske og finde ud af, hvordan du kan være med.