Modstrøm er en bevægelse af unge, der ikke går den lige vej. Vi kæmper for et bedre og mere rummeligt uddannelsessystem, og et samfund, hvor der er plads til at stikke ud og være sårbar. Vi er den ny elevorganisation for FGU*, som arbejder for, at elevernes idéer og erfaringer bliver taget seriøst, mens FGU bliver til virkelighed. Samtidig bygger vi vores eget rummelige fællesskab, hvor vi deler historier, handler på vores frustrationer og har det sjovt sammen. Vi søger en kampagnemedarbejder, der det næste år skal være med til at udfolde vores kampagneindsats Ingen unge skal føle sig alene på FGU

 

Som kampagnemedarbejder i Modstrøm skal du blandt andet: 

  • være med til at planlægge og afvikle handleværksteder for elevråd på FGU-skoler i hele landet, som hjælper dem i gang med lokale kampagneaktiviteter for andre FGU-elever.Efterfølgende skal du følge op og understøtte, at deres idéer og planer bliver til virkelighed.
  • lederskabsudvikle Modstrøms ungeråd ved at koordinere, forberede og afvikle camps og ungerådsmøder, hvor produktion og handling går forud for klassisk mødeaktivitet.
  • Understøtte aktive ’modstrømmere’ i deres arbejde og fx hjælpe med at forberede og deltage i møder med interessenter – det kan være alt fra politikere på Christiansborg til forfattere til FGU-undervisningsmaterialer.
  • være med at forberede, koordinere og afvikle store nationale events for unge på og omkring FGU under temaet “Ingen unge skal føle sig alene på FGU” i samarbejde med et hold af aktive ‘modstrømmere’, elever og lærere på FGU-skoler og det øvrige sekretariat. 

 

Vi forventer, at du: 

  • er motiveret for at arbejde relationelt med unge, der går imod strømmen og brænder for at hjælpe dem til at opdage deres egne ressourcer og sætte dem i spil for at skabe forandring.
  • har erfaring med politisk kampagnearbejde, koordinering af frivillige, community organizing eller har arbejdet pædagogisk med udsatte unge.
  • arbejder selvstændigt og struktureret. Du får tingene til at ske og arbejder målrettet, trives med, at det går stærkt og er klar til at ændre planen, når det er nødvendigt.
  • har erfaring med at afvikle workshops eller undervise og evner rollen som facilitator, der leder og sætter retning, men altid med udgangspunkt i at få andre til at vokse og finde modet til at handle. 
  • har lyst til at arbejde metodisk med historiefortælling, kampagnestrategi og produktionspædagogik. Du behøver ikke at kende til det hele på forhånd – det skal du nok lære, når du kommer igang. 
  • har en pragmatisk og strategisk tilgang til arbejdet med at skabe politisk forandring.

 

Vi kan tilbyde: 

  • Først og fremmest at gøre en forskel for at skabe et mere rummeligt samfund med lige muligheder for alle ved at give en stemme til de unge, mange taler om – men få taler med.
  • Du bliver en del af et lille nystartet sekretariat bestående af en sekretariatsleder, to kampagnemedarbejdere, en student og en praktikant. Vi er dybt ambitiøse i vores arbejde med at skabe forandring, og vi har allerede udviklet nye måder at organisere på, som vi er sikre på kan inspirere bredt i civilsamfundet.
  • Vi eksperimenterer, har ikke langt fra idé til handling og gør en dyd ud af sammen at lære af vores erfaringer og fejltrin – for derigennem udvikler vi vores metoder og praksis. Der er højt til loftet og muligheder for at sætte sit eget præg, og der er garanti for læring og udvikling af faglighed.
  • Modstrøm har fra sin start været en del af den socialøkonomiske virksomhed DeltagerDanmark, som er specialiseret i at skabe fællesskaber og deltagelse. Vi er nu helt uafhængige, men bor stadig sammen med DeltagerDanmark. På sigt flytter vi til nye lokaler i Københavnsområdet, men i det første år vil vi stadig være en del af et større fællesskab med høj faglighed og mulighed for læring på tværs.
     

Stillingen er 37 timer/ugentligt, og du må indimellem forvente aften- og weekendarbejde, da vi fx holder ungerådscamps i weekender. Løn efter gældende husaftale.

I første omgang er ansættelsen tidsbegrænset et år fra 15. marts 2020 til 15. marts 2021. Hvis alt går vel, og vores partnerskab med Egmont Fonden fortsætter, vil vi formentligt have mulighed for at fastansætte dig derefter. 

Er du nysgerrig og har noget at byde på, så vil vi gerne høre fra dig. Vi leder efter det rette match og er parate til at tilpasse stillingen derefter. Hvis du fx er knalddygtig til policyudvikling og klassisk politisk interessevaretagelse, er der mulighed for at sætte det i spil, men det er bestemt intet krav.  Så har du lyst til en kort dialog om stillingens muligheder i forhold til din profil, så grib knoglen og ring til sekretariatsleder Sofie på tlf. 41 10 05 60. 

Send ansøgning og CV til sofie@viermodstrom.dk inden 10. februar kl. 12. Vi forventer at holde samtaler løbende og vi ansætter, når vi har fundet den rette.



Bliver klogere på Modstrøm på viermodstrøm.dk og tjek os ud på Facebook og Instagram. 

*Den forberedende grunduddannelse (FGU) henvender sig til unge under 25 år, der endnu ikke er parate til at gå i gang med eller gennemføre en ungdomsuddannelse. Det kan være af faglige, personlige eller sociale årsager. FGU åbnede i sommer og er en sammenlægning af alle de forberedende tilbud, som tidligere har eksisteret: Produktionsskole, KUU, VUC, EGU, ordblindeundervisning osv.