MODSTRØM SØGER EN KAMPAGNEPRAKTIKANT

En ny bevægelse af unge omkring FGU (Forberedende Grunduddannelse) spirer. MODSTRØM vil være et talerør og handlefællesskab for unge, der ikke tager den lige vej i uddannelsessystemet, og som praktikant skal du være med til hjælpe dem på vej. 

Der er lige nu en gruppe af unge, der stiller sig i front for at bygge en rummelig og handlekraftig bevægelse, som samler unge omkring FGU. De arbejder for, at elevernes idéer og erfaringer bliver taget seriøst, mens FGU bliver til virkelighed, og samtidig bygger de deres eget rummelige fællesskab, hvor de deler historier, handler på deres frustrationer og har det sjovt sammen. 

Modstrøm er støttet af Egmont Fonden og koordineres lige nu af den socialøkonomiske virksomhed DeltagerDanmark, som du bliver en del af. Vi er en lille flok, der er specialister i at engagere folk i fællesskaber. Vi har store drømme, store armbevægelser og en høj motivation for de sager, vi arbejder med. Sammen har vi en levende, udviklende og til tider kaotisk hverdag, hvor vi knokler det bedste, vi har lært og lærer at leve med lappeløsninger, når det er nødvendigt.

I løbet af foråret 2020 vil Modstrøms sekretariat overgå fra at være en del af DeltagerDanmark til at være en selvstændig organisation, og denne proces vil du blive en del af. 

 

Du vil indgå i et team med en kampagneleder og flere tilknyttede kolleger. Opgaverne er alsidige, og mange bliver først defineret, når vi sammen får idéerne. Vi lægger derfor vægt på en eksperimenterende tilgang, og det skal du have lyst til at være en del af. Men du skal for eksempel være med til at: 

  • træne og understøtte en gruppe unge i lederskab og organisering i bevægelsen – fx ved at planlægge og afvikle workshops og camps.
  • planlægge, koordinere og afvikle kampagneværksteder, elevrådsworkshops og andre aktiviteter på FGU-skoler over hele landet.
  • udvikle kampagner og hjælpe de unge med at omsætte deres frustrationer og erfaringer til politik, håb og handling.  

Det vil være en fordel, hvis du:

  • har erfaring med at organisere fællesskaber af frivillige
  • har erfaring med at undervise eller facilitere større eller mindre grupper

Hvad, du studerer, er ikke så afgørende. Men det er vigtigt, at du er motiveret for at arbejde sammen med unge på FGU og har lyst til, at vi sammen lærer af vores erfaringer undervejs i kampagnearbejdet. Du får løbende vejledning og sparring, og der er rig mulighed for at bringe dine egne idéer i spil. Praktikperioden kan tilrettelægges med udgangspunkt i dit studies krav til en meritgivende praktik i forårssemesteret. Vi supplerer din SU med en erkendtlighed på 3.000 kr. om måneden. 

 

Er du interesseret, så ring endelig til kampagneleder Sofie, tlf. 41 10 05 60 og hør mere. 

Ansøgningsfristen er onsdag d. 28. oktober, men vi indkalder til samtaler løbende og slår til, når vi har den rette kandidat. Ansøgning og CV sendes til sbl@deltagerdanmark.dk

Du kan læse mere om Modstrøm her: www.viermodstrøm.dk, og om DeltagerDanmarks arbejde på www.deltagerdanmark.dk.