
Af Sissel Moos
I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag hylder vi kvindernes stemmer og sætter fokus på en særlig én af slagsen, som har kæmpet hårdt for at blive hørt – som kvinde og som murer. Det her er historien om Mette Schak Dahlmann, der lærte at tage ordet.
Netop mens jeg skriver det her, er Mette i Geneve for at tale til et stort FN-arrangement i forbindelse med 8. marts og 100 året for den internationale fagbevægelse, ILO. Ikke typisk for en almindelig murer fra Sønderjylland. Men det er efterhånden blevet en stor del af Mettes liv som murer og debattør at tage ordet og tale foran andre.
Det hele startede på en af Ceveas Meningsdanneruddannelser, hvor vores chefkonsulent Mia Jo Oktkjær underviste. Her lærte Mette at formulere sine budskaber klart på sociale medier, i debatindlæg og til mundtlige debatter. Læs her vores råd til, hvordan man arbejder med meningsdannelse her.

Efter uddannelsen gjorde Mette sig hurtigt bemærket, da hun begyndte at hænge sexistiske byggemarkeder ud på de sociale medier.
“Alle mine kolleger er inviteret til fødselsdagsfest – undtagen mig? Jeg ved ikke hvordan mænd “vil ha det”, men jeg har tænkt mig at bruge weekenden med benene oppe, en bajer og fodbold i fjerneren,” skrev Mette på sin Facebook.
Opslaget var et hit og blev nævnt flere steder i medierne.
Dansk Byggeris Kvinderåd
Ved siden af Mettes meningsdannelse i den offentlige debat er hun også aktiv i sin fagforening 3F. Blandt andet fik Mette sidste år tildelt midler til at lave en landsdækkende kampagne, som havde til formål at nedbryde vores kønsopdelte arbejdsmarked. Her kan du se kampagnevideoen.
Måske det var en af årsagerne til, at hun blev inviteret til at være med i Dansk Byggeris Kvinderåd, der blev oprettet i forbindelse med kvindernes internationale kampdag 2017. Rådet består af forskellige mennesker, som alle kæmper for ét fælles mål: At fordoble andelen af kvinder i bygge- og anlægsbranchen inden for de næste ti år. Egentlig var det Mette, der inviterede sig selv med, da hun opdagede, at rådet manglede medlemmer, som faktisk arbejder på byggepladserne. Det var en god idé, og hurtigt blev Mette populær i Kvinderådet. Hør her hvordan.
Læs rådets 8 anbefalinger til at få flere kvinder med i byggebranchen her.

Inviterede ministre på kaffe i sin skurvogn
Men Mette er ikke bare en god til at formulere sine budskaber klart – hun er også kreativ, når hun tager ordet. Det så man, da Mette en tidlig morgen kørte sin skurvogn hele vejen fra Hirtshals ind foran Udenrigsministeriet midt i København. Hun havde inviterede to danske ministre på kaffe ved det lille frokostbord og en snak om forholdene for kvinder i byggebranchen. Mette oplever nemlig, at badeforholdene for hende i skurvognen på arbejdet ikke er i orden. Hun kan ikke gå i bad uden, at de mandelige kolleger kommer brasende ind. Derfor vil Mette have ændret reglerne på området, så hun og hendes kollegerne kan gå i bad i fred i skurvognen.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og ligestillingsminister Eva Kjær Hansen gav Mette ret i, at det ikke er nogle optimale badeforhold og lovede derfor at gå videre med sagen. En udmelding der begejstrede Mette og gav hende mod til at fortsætte med at sætte ord på de ting, som hun oplever er uretfærdige.
Brug din historie
I dag blander Mette sig jævnligt i den offentlige debat, når det handler om vilkår og strukturer, der påvirker hende og kollegerne. Senest deltog hun i Debatten på DR, da det handlede om pensionsalder, og fast ytrer hun sin mening på sin blog på Avisen.dk
Men hvordan lærer vi af det, Mette gør? Jeg spurgte Mette om et godt råd til andre, der gerne vil tage ordet og skabe forandringer. Kun fem minutter efter sendte hun mig svaret:
“Forandring sker kun, hvis du tør at tage ordet. Det kræver mod, men husk: Det er kun dig selv, som kender din historie! Du ejer den. Derfor skal du stole på dig selv. Dit budskab er vigtigt for os andre”

Mette viser, at når vi føler os uretfærdig behandlet, nytter det noget at finde modet til at tage ordet, så vi faktisk kan blive hørt og skabe forandring.
Samfundet har brug for flere stemmer, der ytrer sig om den hverdag og de vilkår, de oplever. Politiske beslutninger påvirker konstant vores liv, derfor er vi nødt til at præge dem og råbe op, når de ikke gør godt.
Derfor arbejder vi i DeltagerDanmark sammen med Cevea strategisk med at undervise og hjælpe medlemmer, borgere og frivillige i at blande sig i den offentlige debat.
Mette har været en af dem. Og i dag er det os, der bliver inspireret af hende. Tak for dit store arbejde Mette!
Og glædelig 8. marts!