Debatindlæg bragt i Information d. 26. februar 2020 af Rune Baastrup, direktør i DeltagerDanmark
Det er fint og godt med høringer og borgerting. Men skal det for alvor batte, skal vi mindst firdoble det folkelige engagement gennem vores lokalsamfund, arbejdspladser og kommuner. Staten og virksomhederne kan ikke klare det alene, skriver direktør i DeltagerDanmark Rune Baastrup i dette debatindlæg
I den svenske kommune Umeå besluttede den lokale gruppe af klimastrejkere fra Fridays For Future sig for, at kommunen skulle have et CO2-budget.
Sådan et budget kan give et velunderbygget fingerpeg om, hvad borgernes fair andel af det globale CO2 budget er, hvis man skal overholde Parisaftalen.
Det kostede 30.000 svenske kroner at få de dygtige klimaforskere på Uppsala Universitet til at lave beregningerne for kommunen. Dem indsamlede de unge fra deres forældre og de små erhvervsdrivende håndværksmestre og butikker i lokalsamfundet. Og vupti, så havde en stor del af kommunens borgere en direkte aktie i, at kommunen nu har et klart mål for den grønne omstilling.
Historien fik jeg på et videokald med to af klimaforskerne, og den viser, hvor konkret klimavidenskab kan bruges til at katalysere ny fælles vilje til forandring, hvis nogen går forrest.
Klimalovens målsætning om at nå 70 procent reduktion af drivhusgasudledningerne inden 2030 indebærer, at omstillingen skal gå fire gange så hurtigt som hidtil, som professor Henrik Lund fra Aalborg Universitet har påpeget. Kan vi lykkes med det, uden at den folkelige deltagelse ikke også firdobles? Næppe.
Som der står i aftalen om klimaloven, skal klimahandlingsplanen »indeholde tiltag målrettet inddragelse af borgere, erhvervsliv og civilsamfund«.
Det er imidlertid ikke nok, at borgerne høres i lovgivningsprocesser eller i et borgerting. De skal på linje med virksomhederne involveres i at drive forandringerne frem. Præcis som de unges samarbejde med forskerne i Umeå viser os. Uden den folkelige motor går omstillingen i stå.
Logikken er enkel: Borgerne driver mandatet, politikerne følger efter. Tilsvarende med virksomhederne. Og derfor vil jeg gå så langt som til at påstå, at en succesfuld grøn omstilling står og falder med, at der fremelskes en tilstrækkelig dyb og effektfuld deltagelse på alle planer. Og at politikerne finder den rette måde at skabe dynamiske rammer for den på. På tinge og i byråd.
Så hvordan kunne en firdobling af den folkelige deltagelse se ud? Hvad kræver det af tiltag? Hvilken rolle skal kommuner, civilsamfund og organisationer spille?
IPCC pegede i efteråret 2018 på, at vi står foran en ressourcemobilisering på niveau med Anden Verdenskrig, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at lykkes. En høring er ikke mobiliserende, lige så lidt er et borgerting.
Den folkelige deltagelse i omstillingen er først og fremmest afgørende, fordi den kan katalysere det pres på systemet, der gør det for dyrt at lade være for beslutningstagere på alle niveauer.
Deltagereffekten
Imidlertid er der to andre systemkritiske grunde til, at folkelig og katalyserende deltagelse er afgørende.
For det første det faktum at ingen kan lykkes alene. Hverken stat, kommuner eller virksomheder har fuld kontrol over udledninger eller kan redde klimaet alene, fordi langt størstedelen af udledningerne er bundet til adfærd og beslutninger hos forbrugere eller virksomheder. Albertslund Kommune anslår i deres klimastrategi, at det er cirka 15 procent af udledningerne inden for kommunegrænsen, de har kontrol over – resten kun indirekte.
Ingen aktør kan lykkes alene, men må skabe resultater i fællesskab med andre – og især gennem involvering af borgere og forbrugere. Det gælder fra klimaministeren til den ambitiøse borgmester eller direktøren for Coop.
Den anden grund handler om det, man kan kalde for deltagereffekten: Der skal handlekraft til i massivt mål, både hvad innovation, spredning og implementering angår. Lovgivning som klimalov og den kommende handleplan er fuldstændig afgørende. Men hvis ikke den implementeres i handling på virksomheder og i kommuner, så er vi lige vidt.
Lovgivningsprocesser er notorisk træge og langsomme. Et simpelt eksempel viser den pointe: Den 10. december kunne DR afsløre, at under halvdelen af alle landets daginstitutioner har de lovpligtige ventilationsanlæg, hvilket har alvorlige konsekvenser for sygdom og indlæring.
De blev lovpligtige for nye institutioner for 25 år siden. Det viser, at det kræver vedholdende ildsjæle blandt embedsmænd, politikere, græsrødder og virksomheder for at holde det opskruede tempo, videnskaben byder os at omstille os i.
Det moderne Danmark blev bygget af folkelige fællesskaber i andelsbevægelse og fagbevægelse. Løsningsorienterede og systembyggende handlefællesskaber. Alle kommunale tilbud af betydning startede som folkelige initiativer og fællesskaber, som tidligere direktør i socialstyrelsen Knud Aarup har påpeget i sin bog Frivillighedens Velfærdssamfund. Lige fra fritidshjem til plejehjem. Ja, man kan endda udvide det til erhvervsskolerne og et par af landets universiteter. Skabt af folk, der tænkte: Vi mangler det her – vi bygger det! Vi kan drive hvad som helst som borgere, hvis vi synes, det er vigtigt, og formår at bygge strukturer op om vores engagement.
Få ting vil være mere kritisk afgørende at kunne bygge stort end de handlefællesskaber, der skal til for at lykkes med den klimaombygning, vi står midt i. Men det kræver, at vi redder omstillingen fra et alt for snævert teknisk-videnskabeligt mindset, der i dag holder den som gidsel.
Et fællesskab nær dig
Vindmøllerne er et godt eksempel på, hvor det går galt. Som Kristian Borch fra Aalborg Universitet sammen med to kolleger har vist i en kortlægning, skal der blot nogle få vrede borgere og en facebookgruppe til for at stoppe en vindmølle fra at blive rejst i en kommune.
Men ikke ret mange flere skal engageres rigtigt fra start, for at nye møller og skove kan rejses i kilometermål. Imidlertid synes det ikke at have været en prioritet fra de nationale myndigheders side at sikre det ejerskab til omstillingen lokalt i en årrække.
Derfor ender omstillingen lokalt igen og igen med blot at være en diskussion af gener: Skal vi glo og høre på møllerne hos os – eller skal de stå ovre hos jer? Og kan vi ikke bare få dem stoppet?! Væk fra billedet ryger den afgørende større vision for en omstilling sammen med de borgere, som ellers er den afgørende motor for ikke kun accept, men aktiv mobilisering. Som de 8.000 københavnere, der har aktier i de fine møller, vi kan kigge ud på, når vi bader.
Så jo, det er fint og godt med høringer og borgerting. Men skal det for alvor batte, skal vi mindst firdoble det folkelige engagement de kommende år. Ord skal følges af handling, før folk kan se mening med det i større antal end os, der holder af at læse denne avis.
Derfor har vi brug for grønne handlefællesskaber, hvor borgere, virksomheder, kommuner, folkevalgte og eksperter inspirerer hinanden til at gøre den grønne omstilling, og ikke blot tale om den. Det kunne oplagt være på tre felter:
- I vores lokalsamfund, hvor vi bor, køber ind og transporterer os.
- På arbejdspladsen, hvor vi bruger de fleste af vores vågne timer.
- I kommunen, hvor det afgøres, hvor nye skove skal plantes, hvor vindmøller rejses, og hvor møder på tværs af roller skal skabes.
Vi må lade os inspirere af ungerne i Umeå. Det er præcis den historie, vi har brug for at få frem på arbejdspladser og i lokalsamfund landet over. Og det er helt oplagt at bruge ideen om CO2-budgetter som værktøj, fordi de har vist sig som en meget pædagogisk og oplysende måde at tage kollektive dialoger om, hvad vores fair andel af de samlede CO2 reduktioner er.
70-procent-målsætningen var netop udregnet med det værktøj som inspiration. Den forandring realiseres ikke med en afstemning i Folketinget. Den skal bringes ud til et fællesskab nær dig.